Fredag d. 22. Juli 2011
FERIE! Så er det ferietid – og efter en lang, lidt ufrivillig, pause fra camping pga. diverse familiekomsammen, fester og en aflyst Take That koncert, skal vi på vejen igen! 
Vejret har jo indtil nu i juli ikke været specielt sommeragtig i Danmark – eller for den sags skyld i det øvrige del af Europa nord for alperne. Ikke desto mindre er vores ferieplan området omkring Bodensee i Tyskland og Alsace i Frankrig. Dog er første stop hos Kaspers familie i Haderslev (niecen Tine fylder 18 års i dag). Så afgang fra Hvidovre kl. 15 med det sædvanlige trafikkaos ned af Køge Bugt motorvejen – det tager ca. 3 kvarter, i silende regn at nå udfletningen syd for Køge! Dog er der herefter ikke mere trafik som generer resten af vejen og bortset fra en god tværvind på Storebæltsbroen kommer vi sikkert frem, om end det er noget trættende at køre i regnen. 
Alle billeder i teksten kan ses i stort format ved at klikke på billedet (det åbner i nyt vidue)
 
Vi parkere bil og campingvogn i Flemming og Veras indkørsel, får givet Sophus noget mad, luftet ham inden Vera kommer og henter os kl. 19 – fødselsdagsmiddag er hos familien Bonde (tapas, derefter Osso-buco og lagkage til dessert). Lidt over 22 siger vi tak for i aften og vender hjem til de gode senge i orangeriet hos Flemming og Vera – en god nats søvn inden vi skal syd på.
 
Lørdag d. 23. juli 2011
Hvem behøver et vækkeur når man har en Cairn Terrier? Sophus hørte Vera i køkkenet lidt i 6 og så skal han såmen nok få vækket os! Et bad og morgenmad – og derefter var vi klar til afgang lidt over 7. Vera havde en madpakke klar til vores frokost, så der er ikke noget som kan stoppe os – end ikke det regnvejr som nu har stået på i næsten 18 timer i træk. Der er ikke meget trafik sydpå på motorvejen endnu, så allerede 7:45 krydser vi grænsen – stadig med silende regn.
Denne weekend skulle være en af de værste hvad angår trafik på de tyske motorveje. Vi var derfor forberedt på at vi skulle komme til at side i ”stau” og har derfor afsat to dage til at nå Bodensee. Men allerede ved 10 tiden passerede vi Hamburg og Elb-tunnelen. Samtidig holdt regnen op. Vi blev dog hele tiden mindet om at der er meget trafik, da køerne viste sig at være lange i de nordgående spor (10 km. kø i nordgående retning op mod Elben). Vi var samtidig rigtig glade for at vi startede fra Jylland og ikke var med færge til Puttgarten, da Femernsund-brücke var lukket for campingvogne frem til middag pga. kraftig sidevind.
Frokosten blev holdt på en rasteplads 30 nord for Kassel – da vi nu var en del foran den tidsplan vi havde i hovedet tog vi den med ro og holdt hvil i en times tid (vi er jo trods alt på ferie). Så i ro og mag påbegyndte vi turen over de ”frygtede” bakker ved Kassel! Det voldte dog ikke nogle problemer for vores nye Skoda Superb. Der skal selvfølgelig skiftes gear ind imellem, men der er masser af kraft i sådan en moderne diesel motor.
En kaffepause blev det til på rastepladsen ved Uttrichshausen hvor vi også tjekkede ud hvor der var Autohof-pladser på resten af turen. Valget faldt på ”Autohof Wörnitz” – ca. 240 km. fra vores egentlig mål, men nu havde vi kørt knap 800 km. og klokken havde passeret 18 og dermed 11 timers kørsel af en chauffør, så nu trænger vi at holde stille. Ophold på denne autohof koster 5 € + lidt ekstra betaling hvis man skal have strøm. 
Vi havde lavet en god portion frikadeller hjemmefra, så aftensmaden var nem og hurtig – brød og frikadeller, samt en øl til at skylle efter med. Sophus fandt sig fint i at blive luftet på de spartanske græsarealer. Vejret holdt stadig tørt så vi sad med åben dør i vognen og fik en kop kaffe inden vi forholdsvis tidlig gik til ro.