Søndag d. 24. juli 2011
Sophus holder stadig på, at der skal serveres morgenmad til normal tid – dvs. kl. 6:15. Vi havde nu også sovet godt, om end der først på aftenen havde været lidt larm fra den Burger King, som ligger lige bag os – men efter 23 var der blevet stille, så bortset fra den lille byge der kom ved 3-tiden har intet forstyrret os.
Da dagens køretur ikke er så lang gav vi os god tid til morgen. Fik badet og spist morgenmad uden stress og begav os ud på det sidste stykke lidt over 8. Vejrmeldingen lød på enkelte byger og ikke svimlende temperaturer – vi kunne se at jo længere vi kom syd des mere tvivlsom så himlen ud – ca. 30 km. fra Markdorf og campingpladsen stod regnen ned i stænger, men fremme på pladsen (Camping Withshof) havde det ikke regnet (i dag!).
Vi havde på forhånd booket en komfortplads – ikke så meget pga. vand og afløb, men mere fordi de er de eneste som er 100 m² (øvrige er 80 m²). Men, men, men – det viste sig så at hele det område med de store pladser må der ikke være hunde; og til trods for jeg havde skrevet tydeligt i mailen af vi kom ”2 voksne og 1 hund (Cairn Terrier)” havde man bare bekræftet bookingen. Vi fik lov til at gå rundt på hele det område, som var ledigt, og se om der var en plads som vi så ville have. Vi fandt en god plads og mens man beklagede at mailen ikke var blevet læst ordentligt fik vi samtidig besked om, at det ikke ville være noget problem at benytte noget af pladsen ved siden af til f.eks. at parkere bilen på. Vi fik vognen placeret og forteltet sat op – og selvom vejudsigten havde lovet byger holdt det tørvejr (også resten af dagen).
Vi fik et par stykker brød og ville så prøve om vi ikke kunne finde en forretning, som havde søndagsåbent så vi kunne finde noget at stege på grillen til aften! Men det viste sig helt umuligt – alt var lukket i alle byer rundt omkring; til gengæld fik vi set lidt af området mens vi kørte rundt: Var inde om Fredrichshafen – alt lukket; kørte videre til Lindau – også her var alt lukket. Til gengæld gjorde vi så et holdt ved ”Camping Park – Lindau am See” da det havde været den plads vi først ville til, men her havde man meldt alt optaget. Vi gik rundt på pladsen og blev faktisk enige om, at godt nok ligger den dejligt lige ned til Bodensee men vognene lå meget tæt – her er ikke noget der hedder 3 meter mellem vogne – det er mere i nærheden af 1 meter og biler parkeret foran.
Nå, men vi fandt jo ikke noget til aftensmaden, så derfor blev det til middag ude (men hvad pokker – vi er på ferie!). Campingpladsen har faktisk en rigtig god restaurant, så vi bestilte en ”Grill-tallerken for to” – jeg tror nu godt at 3-4 kunne have spist af den og stadig være mætte! Vi hyggede os med maden og et par fadøl (hver) og nød at ferien var kommet godt i gang! Inden vi gik til ro gik vi en aftentur med Sophus rundt ved æbletræerne bagved campingpladsen – vi er imponeret over alle de frugttræer der er her i området; det er ikke for ingen ting det bliver kaldt for Tysklands frugtspisekammer!
En god første feriedag er slut!