Tirsdag d. 2. august 2011
Nu er varmen kommet til Alsace – og i nat sov vi for første gang ikke så godt da temperaturen inde i vognen ikke kom under de 22 gr. på trods af at vinduer og tagluger var åbne!
Da vi vågnede ved 7-tiden var temperaturen udenfor allerede omkring de 20 gr. udenfor og der var ikke en vind der rørte sig. Morgenmaden klares og vi beslutter os for, at vi ikke vil lave noget strabadserende i dag – så en gåtur op til og den gamle del af Ribeauville er programmet! Vi når dog ikke længere end til det store vin-kooperativ på vejen op til ”centre ville”. Inde på deres udstilling får jeg smagt på 2 vine – en Riesling og en Gewürztraminer; jeg vil være sikker på vores ”dom” fra sidste dag er rigtig – og det er den så ikke! Begge vine er på hver deres måde gode vine; ”Rieslingen 2007 Terroirs” og ”Gewürztraminer 2009 de Rorschwihr” (se mere på www.cave-ribeauville.com). Jeg ender med at købe tre af hver, så vi har lidt minder om ferien når vi kommer hjem (så ja Jens (min storebror) vi ændrede mening!) Da vi har både rygsæk, kameratasker og 6 flasker vin at slæbe på, ender det med at jeg skynder mig tilbage til campingpladsen efter bilen – den sætter vi ved kooperativet og lægger vinen i bagagerummet mens vi går videre på byvandring. Der er varmt i byen i dag – mens klokken nærmer sig middagstid stiger temperaturen til omkring de 28 gr. og stadig uden noget vind. Vi går hele vejen gennem den gamle del af Ribeauville og tilbage igen – undervejs finder vi en fortovscafé hvor vi nyder en frokost; tærter med salat og en øl til. Mens vi sidder og spiser begynder en saxofonist at spille forskellige kendte pop- og visesange; hyggeligt måske, men vi har hørt det der lød bedre (Waterloo for saxofon og jukeboks er meget speciel). Det hjælper noget når han spiller de franske sange (”Bravo pour le Clow”), så bliver det en smule mere autentisk!
Tilbage ved pladsen holder der rigtig mange i kø for at komme ind når de åbner efter middagspausen kl. 14 – det viser sig at vi før nu nabo; et ægtepar fra Faxe Ladeplads som også har en Cairn med. Senere, da jeg til aften er på luftetur med Sophus, er skiltet ”Complet” hængt op for første gang mens vi er her. Til aften står det på sen aftensmad (varmen gør vi skubber det til halv-ni, ni).
Kasper har for øvrigt i dag været på planteskolen og har købt et par vinplanter med hjem – en til os selv og en til hans forældre; ikke fordi der skal dyrkes vin, men druer fra egen busk smager helt skønt, så nu håber vi de kan trives i vores mere nordlige klima.
Vi har netop afsluttet aftensmaden uden egentlig at have det store appetit! Varmen, som kl. 22, stadig ligger over de 20 gr., gjorde at gik lidt i stå i måltidet - så heldigvis kan vi så tærre lidt på reserverne!
Alle vinduer og tagluger står åbne i vognen og vi har også startet blæseren i varmeovnen - det hjælper og temperaturen er ved at været kommet ned på et par og tyve grader inde i vognen!
Godnat fra en varm dag i Alsace!