Torsdag d. 28. juli 2011
I dag vil vi ikke fare rundt, men også nyde at vi er på ferie – så vi besluttede, at i dag gjaldt det en bytur til Friedrichshafen og samtidig se Zeppelin Museet. Vi besluttede der ud over henover morgenmaden at vi fredag vil køre til Alsace og derfor bruger vi formiddagen til i ro og mag (og tørvejr) at få forteltet pakket sammen – der er lovet regn over middag! Det hele er pakket sammen ved middagstid og vi spiser et par stykke brød inden vi kører de 10 km. til Friedrichshafen.
Friedrichshafen er en hyggelig by at gå rundt i – og vi ender da også med at få købt lidt skjorter da udsalget er begyndt i forretningerne! Fra havnefronten er der udsigt over hele Bodensee og vejret i dag er så klart at det ikke er noget problem at se til Schweiz på den side.
Zeppelin Museet fortæller hele historien om udviklingen af de store luftskibe og den fornemme rejseform det var at lade sig transportere i de store fartøjer. Der er opbygget en kopi af dele af ”Hindeburg”’s indre som man kan gå rundt i. Konstruktionen af disse kæmper var (er) virkelig en ingeniørmæssig bedrift – men et luftskib var også en farligt fartøj, hvilket netop forlises af ”Hindenburg” i Lakehurst i USA i 1937 er et bevis på. Dette forlis beseglede luftskibenes skæbne og de har ikke siden været brugt til kommerciel transport. I dag kan man – hvis man vil bruge pengene på det – få en tur i et mindre, moderne, luftskib i området over Bodensee; prisen ligger på 200 € per person, så det må blive en anden gang!
Alt mens vi har været på byvandring og museumsbesøg har Sophus taget en tiltrængt eftermiddagslur i bilen, som vi har parkeret i et p-hus, så den ikke er blevet varm. Vi får også købt ind så vi har til aftensmaden i både i dag og i morgen.
Om aftenen slapper vi af og ser en DVD (Susanne Biers ”Hævnen”).