Artikelindeks

Søndag d. 22. juli 2012
Brrr – i nat savnede vi godt nok vores gåsedunsdyner da temperaturen faldt til omkring de 5 gr. Vi havde jo dog heldigvis strøm på, så gulvvarmen blev tændt og gasovnen lige så. Vi stod op omkring kl. 6 – og måtte så konstatere at vi ikke kunne bruge badet, da der skulle bruges mønter; og det var ikke Euro (der sad et lille klistermærke med 1 DM…) Det blev derfor til en gang etagevask inde vi spiste en hurtig gang morgenmad og derefter satte kurser videre sydpå lidt over 7.
Det første stykke vej var via landevej og gennem kuperet terræn inden vi lidt nord for Trier kom på motorvej igen. Vi fortsatte derefter ind gennem Luxemburg og trak ind på tankstationen lige inden den Franske grænse – og det var vi bestemt ikke de eneste som gjorde. Benzin og diesel er DKK 1,5-2,00 billigere i Luxemburg end i både Tyskland og Frankrig. For dem der kan huske de ”gamle dage” med tankstationen på toppen ved ”Hotel an der Grense” kan gange dette med 5. Men det gik alligevel rimelig tjep da der vel var omkring 20 standere hvor man tankede for derefter at køre frem til et bur hvor der så blev betalt inden bommen gik op og vi kunne køre videre!
Efter denne oplevelse gik det så ind i Frankrig og videre sydpå. Pladsen ved tanken i Luxemburg var ikke interessant, så vi begyndte at lede efter en rasteplads til en pause – men hvor de tyske rastepladser efterhånden er kommet op på et rimeligt niveau, så var det noget anderledes med de Franske: Alt for små og totalt proppede – og så endda med Hollændere! Først ved tredje forsøg lykkedes det at finde en plads hvor vi kunne komme ind. Vi fik strakt benene og luftet Sophus og forsatte så videre. Frokost blev holdt på en plads lige syd for Nancy – og nu var temperaturen komme lidt der op af, omkring de 18-19 gr. Vi fandt bord og bænk i skyggen af nogle store træer og hyggede os så med et par håndmadder; det er jo det, som er så praktisk ved camping at man har sit eget køleskab med! Vi blev enige om, at vi ville køre til omkring kl. 16 i dag og så finde en plads for natten – det passede så med at nåede 80 km. syd for Dijon hvor vi så bad Gurli om at finde en campingplads langs vores rute – hun foreslog den kommunale plads i Tournus, hvor vi lidt i fire holdt foran.
Kasper stillede sig op i køen (af Hollændere!) – som dog på dette tidspunkt ikke var mere end et par stykker foran os – og vi fik en fin plads for natten. Pladsen ligger rigtig nemt for motorvejen og der er pæne, ordentlige bad og toiletter til en rimelig penge (og vi nød at tage et ordentlig bad efter to dages køretur). At pladsen også ligge rigtig for ruten til den Franske Middelhavskyst kunne ses som eftermiddagen skred frem, på et tidspunkt var der 20-25 (Hollændere) i kø udenfor og flere af dem måtte finde anden plads, da de ca. 90 pladser hurtig fik ben af gå på.
Da Kasper tjekkede os ind blev han samtidig gjort opmærksom på, at man skam godt kan drikke vandet fra hanen, men de anbefaler at bruge det til blomsterne og så drikke rødvin i stedet, så det måtte vi selvfølgelig efterleve – vi flottede os med pizza fra deres lille café og en flaske Mâcon rødvin til for den fyrstelige sum af 24€. Sophus fik sin aftentur på området bagved pladsen og langs med Saône floden – her var der rigtig god plads til at også børnene fra campingpladsen kunne spille bold uden at det behøver at foregå mellem vognene inden for hegnet. Vi hyggede os med rødvinen indtil klokken var halv ti og gjorde så så småt klar til at gå i seng – endnu en gang godt tilfredse med en god dag og en vellykket køretur.