Artikelindeks

Onsdag 25. juli 2012
Vi var begge godt irriteret over larmen de to foregående aftener – så en rask beslutning blev taget: Vi flytter plads! Så må indskud/depositum være tabt, vi vil ikke have vores ferie ødelagt. Jeg havde – desværre først efter der var bestilt plads på Le Lac Bleu – fundet en rejsebeskrivelse på ”Rullevognens” hjemmeside (www.rullevognen.dk/side.asp?Id=54063) hvor de var på den kommunale plads i Sisteron, kun 95 km. SØ for hvor vi er. Så der blev ringet og de kunne godt have os i de kommende 7 dage – og så fik vi ellers pakket sammen, efter de to dyreste overnatninger vi nogensinde har givet, men som vi begge er enige om, så er selve ferien for dyrebar til at vi vil have den ødelagt. Så lidt over ti kunne vi trille ud af pladsen en erfaring rigere og noget fattigere i kontanter. Fremover booker vi ikke plads i forvejen uden at have erfaring fra andre campister!
Nå – men turen til Sisteron var nu ret fantastisk. Fra ca. 450 m. højde gik det op i 1.100 m. via D93/D993 over Col de Cabre – en flot tur hvor Skoda’en fik lov til at arbejde lidt med vognen bagefter; men det gik nu helt uden problemer. Vi var fremme ved pladsen 13:20 – men måtte naturligvis vente til receptionen åbnede efter middagspausen kl. 14:30. Vi gik lidt rundt på pladsen for at danne os et indtryk og kunne med det samme se, at det er det helt rigtige vi har gjort: Her er en hel anden ro og samtidig imødekommenhed fra alle på pladsen; folk hilser og smiler – her er man for at slappe af og nyde roen.
Vi bliver tjekket ind og får en dejlig plads tæt på den ene (store) servicebygning. Platantræerne på parcellen giver god skygge – hvilket også er nødvendigt, da solen bager ned og der er omkring 33-34 gr. i skyggen! Vi får også varmen da vores mover begynder at drille i den ene motor; vi har en kraftig mistanke om at et snekkegear er røget, da det lyder som en gammeldags skralle, når motoren kører fremad; det må vi få lavet når vi kommer hjem (når vi engang skal have en anden campingvogn bliver det ikke en mover fra Kronings, det er nu anden gang den går i stykker). Strabadserne med at få vognen på plads er næsten ved at slå os ud i varmen og jeg når faktisk at blive ret utilpas; men efter ca. 1 liter vand, 1 dåse cola og 3 skiver vandmelon er væskebalancen genoprettet!
Efter at det hele er kommet på plads finder vi et Super-U marked og får købt ekstra ind af vand og lidt let til aftensmad – vi er nød til at købe ind i små portioner, da køleskabet i vognen ikke rigtig kan følge med når temperaturen ryger helt op omkring de 35 gr.; men sådan er det – det er vi klar over og vores køleboks med kompressor er væsentlig bedre (men også lidt mindre). Mens jeg tager en dukkert i poolen på pladsen, så bestiller Kasper morgenbrød til i morgen tidlig og vi finder tilbage til vognen for at nyde aftenen – og roen – og glæder os til de næste par dages udflugter; på programmet står bl.a. Mt. Ventoux, pavebyen Avignion og en tur med kogletoget fra Digne-les-Bains til Nice; det skulle være en fantastisk flot tur gennem Provence.